10. februar 2011

Lovforslag om fedtafgift

Regering har fremsat lovforslag om indførelse af afgift på mættet fedt i de nedenfor angivne fødevareområder. Afgiften er fastsat til 16 kr. pr. kg mættet fedt i fødevaren.

Der lægges op til, at der betales afgift til statskassen af vægten af mættet fedt i følgende fødevarer, der er identificeret ved positioner i EU’s Kombinerede Nomenklatur, såfremt indholdet af mættet fedt i fødevaren overstiger 2,3 vægtprocent:

  •  Kød.
  • Mejeriprodukter under positionerne 0401- 0406.
  • Animalsk fedt under positionerne 1501-1504 og 1516, der er udsmeltet eller på anden måde ekstraheret.
  • Spiseolier og fedtstoffer under positionerne 1507-1516.
  • Margarine og andre fødevarer under position 1517.
  • Smørbare blandingsprodukter under position 2106.
  • Andre fødevarer, der efter en samlet bedømmelse af deres beskaffenhed og anvendelse samt den måde, hvorpå de markedsføres, kan betragtes som erstatningsvarer for eller efterligninger af de varer, som er nævnt i punkt 1 – 6.

Der forslås desuden indførelse af en bagatelgrænse, så fødevarer med et indhold af mættet fedt på 2,3 pct. og derunder friholdes for afgiften. Bagatelgrænsen betyder, at mælk som udgangspunkt ikke bliver omfattet af afgiften.

Forslaget indfører også en registreringsgrænse, så små producenter eller importører af de pågældende fødevarer hverken skal registreres eller opgøre og afregne afgift. Det gælder virksomheder med en årlig omsætning af afgiftspligtige fødevarer på 50.000 kr. ekskl. afgift.

Danske og udenlandske fødevarer bliver ligestillet gennem en dækningsafgift.

Det vil sige, at fødevarer, der importeres her til landet, bliver pålagt fedtafgift på samme måde, som der skal betales fedtafgift af danske fødevarer.

I tilfælde af spørgsmål vedrørende ovennævnte, er du meget velkommen til at kontakte VAT-Manager Chris Pedersen på enten telefon 41 86 56 82 eller mailadressen chp@n-c.dk.

Nyhedsabonnement

Abonnér på faglig viden her.