22. december 2010

Øget momsfradrag for hotelovernatninger

Folketinget har vedtaget lovforslag L 80, som blandt andet vedrører ændring af momsfradragsretten for udgifter til hotelovernatning.

Gældende regler
Efter de gældende regler har momsregistrerede virksomheder fradrag for 25% af momsen på restaurations- og hotelydelser, såfremt udgifterne er af streng erhvervsmæssig karakter.

Regler fra 1. januar 2011
Fra 1. januar 2011 øges fradragsretten for udgifter til hotelovernatninger til 50% for momsregistrerede virksomheder, i det omfang udgiften er af streng erhvervsmæssig karakter.

Fradragsretten til restaurationsydelser ændres ikke.

Baggrunden for forslaget
Skatteministeriet oplyser, at det er konkurrencesituationen for turisterhvervet i EU, der har medført, at fradragsretten øges - blandt andet efter at flere EU-lande har valgt at nedsætte momssatsen på hotelydelser.

Fradragsretten for hotelydelser administreres meget forskelligt i de øvrige EU-lande, nogle medlemslande giver ingen fradragsret, nogle EU-lande giver en begrænset fradragsret (som eksempelvis Danmark), og endelig er der medlemslande, som tillader fuld fradragsret.

I tilfælde af spørgsmål til ovennævnte, er du meget velkommen til at kontakte VAT-Manager Chris Pedersen på tlf. 41 86 56 82 eller mailadressen chp@remove-men-c.dk.

Nyhedsabonnement

Abonnér på faglig viden her.