Indregning af indtægter i årsrapporten
Den 1. februar 2008 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen offentliggjort et notat omkring anvendelsen af produktionsmetoden, når virksomheden aflægger årsrapporten efter Årsregnskabslovens bestemmelser.
Grundlæggende er der to måder i Årsregnskabsloven, hvorefter virksomhederne kan medtage deres indtægter. Den ene er Salgsmetoden, hvorefter der skal være sket endelig levering af den pågældende vare eller tjenesteydelse før salget kan indtægtsføres. Den anden er Produktionsmetoden, hvorefter der sker en løbende indregning af indtægter i takt med arbejdet forbundet med produktionen af varen eller udførelsen af tjenesteydelsen sker.
Hidtil har der i regnskabskredse været en bred fortolkning af, hvornår en virksomhed kunne anvende produktionsmetoden. Den generelle opfattelse har været, at såfremt en virksomhed har udført arbejde i henhold til en kontrakt, som løber over en længere periode – typisk mere end 1 år – kunne virksomheden anvende produktionsmetoden i relation til indregning af dets indtægter, således indtægterne blev rapporteret i de år, hvor arbejdet blev udført.
Med Erhvervs- og Selskabsstyrelsens notat er der lagt op til en mere restriktiv tolkning af anvendelsesmulighederne af produktionsmetoden. Anvendelsen kan kun ske efter Årsregnskabsloven, såfremt virksomheden opfylder betingelserne i den internationale regnskabsstandard IAS nr. 11 omkring entreprisekontrakter.
De væsentligste betingelser for at kunne anvende produktionsmetoden ved eksempelvis køb og opførelse af fast ejendom er, at kunden på tidspunktet for indgåelsen af kontrakten med virksomheden, skal have mulighed for at kunne foretage indgående ændringer eller tilføjelser til udformningen af ejendommen, og ejendomsretten skal løbende overgå til køber, således det reelt set er muligt eksempelvis at skifte entreprenøren ud med en anden.
Der er tale om en præcisering, som kan få stor indflydelse på en række virksomheders aflæggelse af deres årsrapporter, idet de på baggrund af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens notat er tvunget til at ændre deres hidtidige regnskabspraksis.
Vi vil derfor opfordre alle virksomheder, som hidtil har anvendt produktionsmetoden for indregning af indtægter i årsrapporten til at kontakte deres revisor for en nærmere drøftelse af, hvorvidt Erhvervs- og Selskabsstyrelsens notat vil få indvirkning på den fremtidige regnskabsaflæggelse for virksomheden.
Vi vil i Nielsen & Christensen gerne deltage i en drøftelse med Dem af konsekvenserne for netop Deres virksomhed.
Februar 2008

