Grundværdi – fradrag for forbedringsudgifter
Der kan være væsentlige besparelser på ejendomsskatten, såfremt grundværdien er forkert beregnet. Grundværdien for 2007 kan alene ændres ved henvendelse til SKAT før 1. maj 2011.
Ejendomsskatter beregnes ud fra den vurderede grundværdi. I grundværdien gives et fradrag for forbedringsudgifter.
Forbedringsudgifterne skal afspejle de afholdte udgifter til forbedring, der reelt bevirker en stigning på grunden i ubebygget stand. Der kan derfor f.eks. ikke gives fradrag for forbedringer, som vedrører bygningerne.
Der skal være tale om en foranstaltning af materiel karakter, som har øget den almindelige handelsværdi af grunden.
Fradraget i grundværdien for forbedringer er undergivet to begrænsninger:
1. Fradraget må som anført kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien, og
2. fradraget må ikke overstige de af ejeren faktisk afholdte udgifter til forbedringerne, heri medregnes værdien af eget arbejde.
Der gives derfor ikke fradrag for et beløb, hvormed de faktisk afholdte omkostninger måtte have oversteget værdiforøgelsen.
Det er ikke en betingelse, at grundforbedringerne er foretaget forud eller samtidig med købet af grunden, ligesom det heller ikke er en betingelse, at betalingen er sket forud eller samtidigt med købet.
Fradrag kan dog ikke gives for forbedring, som er fuldført længere tilbage en 30 år.
Er din grundværdi forkert, kan vurderingen ændres 1. oktober 2007, såfremt der sker henvendelse til SKAT før 1. maj 2011.
Er der ikke foretaget fradrag i din grundværdi eller er din fradrag bevislig lille kan du:
- Anmode SKAT i Korsør om genoptagelse af ejendomsvurderingen
- Der skal så vidt muligt vedlægges byggemodningsregnskaber og dokumentation for udgifterne til SKAT
- Kan dokumentationen ikke fremskaffes, skal tidspunktet for udstykningen samt hvem der har foretaget byggeanmodningen anføres. Herved har SKAT mulighed for at fremskaffe de relevante oplysninger.
- Kan oplysningerne herefter ikke fremskaffe er SKAT nødsaget til at foretage et skøn over udgifterne.
Personer i en samlet udstykning kan sammen indsende et brev til SKAT. En fælles anmodning skal dog underskrives af alle med angivelse af adresserne på ejendommene.
For yderligere oplysninger, eller nærmere konkret rådgivning om disse forhold, kontakt:
Skatteafdelingen i Nielsen & Christensen,
tlf. telefon: 98 18 33 33, e-mail: jhe@n-c.dk
