17. marts 2011

Ny skattefri bagatelgrænse for personalegoder

Skatteministeriet meddeler i dag via hjemmesiden www.skm.dk at der er indgået politisk aftale mellem regeringen og socialdemokratiet om en ny skattefri bagatelgrænse for personalegoder.

Aftaleparterne er netop blevet enige om at indføre en skattefri bagatelgrænse på 1.000 kr., så virksomhederne får mulighed for at give deres ansatte påskønnelser i form af mindre personalegoder eller gaver, uden at det udløser skattepligt for de ansatte. Det bliver også skattefrit for ansatte at modtage fribilletter til sportslige eller kulturelle arrangementer, hvis de får dem i forbindelse med virksomhedernes sponsorater. Dermed fjernes nogle regler, som er blevet opfattet som en barriere for virksomhedssponsorater af sport og kultur.

Samtidig bliver arbejdsgiverens indberetningspligt afskaffet i relation til den skattefrie bagatelgrænse. Det vil sige, at arbejdsgiveren fremover ikke har indberetningspligt for sådanne mindre personalegoder og gaver – heller ikke selvom den samlede skattefrie beløbsgrænse på 1.000 kr. årligt overskrides.

Aftaleparterne fritager også ansatte for skat af værdien af fri kost i de tilfælde, hvor pædagogisk spisetræning er en naturlig del af de ansattes arbejde, eksempelvis når pædagogerne spiser frokost sammen med børnene i børnehaven.

  • Parterne har aftalt, at de specifikke lovændringer vedrørende:
  • den skattefri bagatelgrænse på 1.000 kr.,
  • skattefritagelsen af fri kost ved pædagogisk spisetræning, og
  • skattefritagelsen ved fribilletter

skal have virkning fra og med indkomståret 2011.

For yderligere oplysninger, eller nærmere konkret rådgivning om disse forhold, kontakt:

Skatteafdelingen i Nielsen & Christensen
Telefon: 98 18 33 33
E-mail: jhe@n-c.dk

 

Relaterede Links

Nyhedsabonnement

Abonnér på faglig viden her.