Rekrutteringsprocessen

Rekrutteringspolitik
Det er Nielsen & Christensens politik, at tiltrække medarbejdere som med deres personlighed og kompetencer, kan bidrage til virksomhedens vækst og udvikling. Som vidensvirksomhed ønsker vi til enhver tid at kunne tiltrække de bedste medarbejdere som har mod på udvikling, læring og ikke mindst forandringer. 

Coach ordning
Vi har stor fokus på introduktion af vores nye medarbejdere for den måde at sikre velfungerende medarbejdere som fra starten er en del af holdet. En vigtig del af vores introduktionsforløb er vores coachordning. Typisk bliver din coach en medarbejder fra gruppen, som typisk arbejder med samme opgavetype som dig, og som du kan rette alle typer spørgsmål til - såvel faglige som af mere personlig karakter.

Rekrutteringsprocessen hos Nielsen & Christensen
I N&C lægger vi vægt på, at vores rekrutteringsproces er professionel. Det er en vigtig beslutning at sige ja til et nyt job. Derfor har vi en grundig ansættelsesproces, der giver både dig og os det bedst mulige grundlag for at træffe den rigtige beslutning, når et ledigt job skal besættes. 

Din ansøgning
Når du sender din ansøgning til os, modtager du umiddelbart efter en bekræftelse på, at vi har modtaget den. Kort efter ansøgningsfristen får du besked fra HR, om du er inviteret til en samtale eller ej.

Indledende samtale
I første omgang holder vi en indledende samtaler med udvalgte kandidater. Formålet med den indledende samtale er at introducere dig til N&C og give dig et bedre indtryk af de konkrete opgaver og muligheder i jobbet. Du får samtidig mulighed for at fortælle om dine erfaringer og din motivation. Og så kan du naturligvis bruge samtalen til at vurdere, om jobbet og N&C er noget for dig.

Test og uddybende samtale
Hvis du går videre i forløbet, bliver du inviteret til en uddybende samtale. Formålet er her at gå i detaljer omkring din profil og kortlægge dine personlige præferencer i en arbejdssituation. Det er også her, du kan stille uddybende spørgsmål til jobbet og Nielsen & Christensen som arbejdsplads. På den måde får vi et bedre grundlag for hver især at træffe en beslutning om en fremtidig ansættelse.

Før den uddybende samtale, beder vi dig om at udfylde en personlighedstest online. Til samtalen får du en personlig tilbagemelding på testen og mulighed for at kommentere dit testresultat. Testen fungerer som et dialogværktøj og står aldrig alene, når vi skal vurdere en ansøger. 

Ansættelse eller ej
Forud for ansættelsen indhenter vi referencer fra dine tidligere arbejdsgivere. Det sker kun med din forudgående accept. Du får en mundtlig tilbagemelding, uanset om du får jobbet eller ej.

Hvis du får ansættelse i Nielsen & Christensen, vil du blive inviteret til en introduktionsdag som afholdes for alle nye medarbejdere.

Har du spørgsmål inden du søger eller undervejs i processen, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os. Vi ser frem til at modtage din ansøgning og ønsker dig held og lykke med processen.

Læs i vores elevbrochure, hvordan du skriver "den gode ansøgning".

Klik her for at downloade 6 MB
Læs bl.a. interview med vores trainees fra uddannelsesavisen Next Stop
Læs den spændende artikel fra NEXTSTOP om vores app Revisor Testen
Download Revisor Testen